LIVET PÅ SKOLEN / STØRRE BEGIVENHEDER
Oplevelser, fællesskab og læring
Hos os er studieture og udflugter en vigtig del af skoleåret. Vi rejser for at styrke fællesskabet, skabe gode fælles minder og lære nye ting i trygge rammer. Undervisningen på turene er altid tilpasset det, vi arbejder med til daglig — og fælles for alle vores ture er, at der altid er god mad og godt selskab.

STUDIETURE OG LEJRSKOLE
Introtur, lejrskole og traditioner året rundt
Introtur i september. Vi starter skoleåret med at lære hinanden at kende. Når introugen er ovre og vi har taget hul på skoleåret og nye kammeratskaber, tager vi på introtur. Vi vinker "på gensyn" om onsdagen og kommer hjem igen fredag. Efterskolens introtur går til “Grænseborgen” — en stor moderne hytte i smukke og rolige omgivelser helt nede ved stranden, hvor vi kan høre bølgerne fra terrassen. Fagskolens introtur går hvert år til spændende steder i nærområdet — vi har fx besøgt Ribe og Oksbøl.
Studietur og lejrskole før pinse. Inden pinsen pakker vi igen taskerne til en 4-dages tur — tirsdag til fredag. Efterskolens lejrskole går til en af Danmarks dejlige øer, fx Samsø, Ærø eller Fanø. Fagskolens studietur går et sted hen, hvor vi blander sjove oplevelser med læring og venskab — vi har tidligere besøgt Flensborg, Sverige og Ringsted.
Traditioner året rundt. Vi hygger os også med kortere ture — bl.a. en juletur til Aarhus, og inden vi går på sommerferie, runder vi året af med en sjov dag i Legoland. Her får både forstander, lærere, pedeller og elever vind i håret og ømme lattermuskler.
HØJDEPUNKTER PÅ ÅRSPLANEN
- Introtur i september — onsdag til fredag
- Efterskolens introtur til Grænseborgen ved stranden
- Fagskolens introtur i nærområdet — fx Ribe eller Oksbøl
- Studietur og lejrskole før pinse — tirsdag til fredag
- Efterskolens lejrskole til Samsø, Ærø eller Fanø
- Fagskolens studietur til fx Flensborg, Sverige eller Ringsted
- Juletur til Aarhus og afslutning i Legoland
GAMLE ELEVERS DAG
Gensyn og gode røverhistorier
Selvom man stopper på skolen, glemmer vi ikke hinanden. Hvert år en søndag i foråret (typisk i marts) inviterer vi til Gamle Elevers Dag fra kl. 10.00 til 14.00.
Det er en dag fyldt med smil, kram og gode minder. Her kan du møde dine gamle (og nye) venner og lærere igen. Vi går en tur rundt på skolen, spiser køkkenets dejlige mad, kigger på gamle billeder og deler masser af sjove historier fra skoletiden.
TE KLUB
Tidligere Elevers Klub
Når opholdet på efterskolen eller fagskolen slutter, kan overgangen til hverdagen være en stor forandring. Det kan være svært uden fællesskabet, der omgiver en på skolen. Uden kammeraten lige inde ved siden af. Og hvordan finder man lige en fritidsaktivitet på egne ben?
Derfor har vi startet en klub for tidligere elever. Det er et fællesskab, hvor der er plads til alle. Her handler det kun om at være sammen — uden krav eller forventninger. Vi spiser sammen, hygger med små uformelle og tilrettelagte aktiviteter og deler oplevelser, tanker og historier. Kom med, og mød nye og gamle venner.
MØDES I TRYGGE RAMMER
Vi mødes på skolen hver 14. dag onsdag aften. Første gang vi mødes, er onsdag den 19. august 2026.
FORÆLDREDAG OG -AFTEN
Samarbejde og dialog
Vi værdsætter det tætte samarbejde med forældre. Derfor inviterer vi hvert efterår til vores årlige forældredag eller forældreaften. Det er en dag, hvor vi rykker (endnu) tættere sammen om de unges trivsel.
Arrangementet er en god blanding af faglig indsigt og socialt samvær. Programmet indeholder individuelt tilpassede forældresamtaler, men også spændende og relevante foredrag. Vi har fokus på emner, der fylder i de unges hverdag — såsom mad, søvn, mobilvaner samt digital adfærd.
EN TYPISK FORÆLDREDAG
- Velkomst og rundvisning
- Foredrag om fx mad, søvn, mobilvaner og digital adfærd
- Individuelt tilpassede forældresamtaler
- Fælles måltid lavet af elever
- Socialt samvær

NYE ELEVERS DAG OG AFTEN
En tryg start på dit nye eventyr
Hvert år, når henholdsvis vinter og sommer begynder, inviterer vi til Nye Elevers Dag og Nye Elevers Aften. Det er her, du tager de første skridt ind i dit nye fællesskab på skolen. Dagene er skabt til, at du kan lande trygt og roligt i de nye rammer.
Her møder du dine kommende kammerater, personalet og din fremtidige kontaktlærer. Derudover vælger du “skoletøj”, som er en pakke med forskelligt tøj — helt inkluderet i prisen for dit skoleophold. For at give dig en smagsprøve på hverdagen på Rødding Fri Fag- og Efterskole, holder vi mindre workshops og oplæg. Vi viser rundt i små og overskuelige grupper, så alle kan stille spørgsmål og føle sig godt tilpas.
ÅBENT HUS
Efterskolernes dag, De Frie Fagskolers dag & STU’ens dag
Overvejer du, om vores skole er det rette sted for dig eller dit barn? Udover at du selvfølgelig altid er velkommen på et forbesøg, holder vi åbent hus i forbindelse med de nationale kampagnedage: “Efterskolernes dag”, “De Frie Fagskolers dag og aften” samt “STU’ens dag”.
Datoer og tidspunkter annonceres i god tid her på hjemmesiden, på Facebook og i pressen. På disse dage inviterer vi til “åbne klasser”, hvor vi viser undervisningen i praksis, spændende workshops og informative oplæg om vores uddannelsesformer. Vi står klar til at give en rundvisning og svare på alle dine spørgsmål.
Vil I høre mere om de konkrete begivenheder i det kommende skoleår? Vi gennemgår dem gerne på et personligt forbesøg.
